Nyheder fra DBI
Vær altid opdateret
Gå til Nyhedsoversigten

Bliv klog på de nye krav om drift, kontrol og vedligehold

Udgivet: 8. september 2021

Med BR18 er der kommet skærpede og konkrete krav til drift, kontrol og vedligehold af bygningers brandsikkerhed – også i forhold til eksisterende byggeri. Det har skabt mange tvivlsspørgsmål i markedet. Af samme grund har DBI afholdt flere webinarer om emnet, som er yderst populære. Her kommer nogle af de oftest stillede spørgsmål – og svarene dertil.

Gem artikel Artikel gemt
Fabrikken

Er alt det om drift, kontrol og vedligehold nyt i forhold til tidligere bygningsreglementer?

Kravene i tidligere bygningsreglementer har typisk været funktionskrav – f.eks. ’installationen skal være fuldt funktionsduelig i hele bygningens levetid’ – kombineret med krav fra standarder, som eventuelle brandtekniske installationer har været udført efter. Med BR18 stilles der nu krav om drift, kontrol og vedligehold med konkrete krav til omfanget, frekvensen, og hvem der må udføre det.

Gælder de nye regler for mine bygninger?

Reglerne gælder også for eksisterende bygninger, som er godkendt efter tidligere bygningsreglement. Kun bygninger, som i forbindelse med byggesagsbehandlingen har fået myndighedsgodkendt en drift-, kontrol- og vedligeholdelsesplan, skal i stedet følge den godkendte plan. I alle andre bygninger skal der udføres drift, kontrol og vedligehold som angivet i BR18.

Er en servicerapport tilstrækkelig log?

Servicerapporten for det enkelte anlæg er tilstrækkelig for at dokumentere service, men det er vigtigt at holde dokumentationen samlet, da den skal kunne fremvises til myndighederne, og dokumentationen skal gennemgås mindst én gang årligt.

Hvor ofte skal stigrør kontrolleres?

Stigrør skal kontrolleres månedligt, der skal udføres service årligt, og der skal foretages trykprøvning hvert 10. år.

Hvis man bygger om på én etage ud af fem i en ældre bygning og på etagen får byggetilladelse efter BR18, er det så hele bygningen eller kun etagen, der er godkendt efter BR18, hvor der er krav om en DKV-plan?

Det vil fremgå af byggetilladelsen, hvilke områder i bygningen der er omfattet.

Skal røgmelderne også kontrolleres på automatisk branddørslukningsanlæg (ABDL) hver 3. måned?

Den kvartalsvise kontrol er en funktionsafprøvning med aktivering af prøvetryk. Den omfatter altså ikke afprøvning af selve røgmelderne.

Skal man teste, om varslingsanlæg (AVA/IVA) virker i alle rum hver 3. måned? Det er en voldsom test, der også forstyrrer brugerne og kræver meget kommunikation.

Der er generelt blevet ændret på både krav til og frekvenser af kontrollerne med BR18. Der er krav om funktionsafprøvning af automatiske varslingsanlæg (AVA) og interne varslingsanlæg (IVA) hver 3. måned.

Er det bygherre, der skal udføre den årlige kontrol af den passive brandsikring?

Bygherre/bygningsejer kan uddelegere opgaven, men det vil altid være bygningsejerens ansvar, at

kontrollen bliver udført.

Hvad er kontrolintervallet for brandporte i f.eks. p-kældre?

Branddøre og -porte, som er udstyret med automatisk branddørslukning (ABDL), skal kontrolleres hver 3. måned. Er disse godkendt efter tidligere regler og udstyret med smelteled, er kravet, at der udføres kontrol sammen med den øvrige passive brandsikring en gang årligt.

Skal man pille lofter ned for at kontrollere, om der er rørgennemføring ovenover?

Installationsgennemføringer skal kontrolleres som en del af den årlige kontrol af den passive brandsikring. Denne kontrol omfatter synlige og tilgængelige forhold og altså ikke gennemføringer, der er skjult af f.eks. nedhængte lofter.

Hvem må udfærdige DKV-planen, skal det være certificeret brandrådgiver på ældre bygninger, der ikke har en brandklasse, eller skal disse placeres i brandklasse, så det kun er certificeret brandrådgiver i denne klasse, der må udføre DKV-planen?

Det er et krav, at der udfærdiges en DKV-plan før ibrugtagen af et byggeri. Planen skal udfærdiges af en brandrådgiver, der er certificeret til den relevante brandklasse.

For eksisterende byggeri er der ikke krav om udfærdigelse af en DKV plan, med mindre der er behov for en ny bygge- og ibrugstagningstilladelse. For byggeri, som ikke har en godkendt DKV-plan, skal drift, kontrol og vedligehold udføres i henhold til vejledning til bygningsreglementet.

Digital Egenkontrol

DBI’s løsning Digital Egenkontrol er et driftsværktøj, der kan tilpasses stort set hvilken som helst rutinepræget vedligeholdelses- eller serviceopgave. Løsningen er digital og anvendes fra smartphone eller tablet ved hjælp af QR-koder. Dermed udføres eftersyn, rapportering og arkivering i én og samme arbejdsgang. 

Læs mere på: www.egenkontrollen.dk

Brian Mailund
Brian Mailund Funktionsleder

Relaterede artikler

OPRET DIG SOM BRUGER OG HOLD DIG OPDATERET PÅ NYHEDER OM BRAND OG SIKRING