Nyheder fra DBI
Vær altid opdateret
Gå til Nyhedsoversigten

Bog om stråprojekt skal inspirere til mere biogent byggeri

Udgivet: 7. juni 2023

En ny bog ‘Biogent Byggeri – Materiale, Arkitektur, Tektonik’ har set dagens lys. Den er kommet til på baggrund af et projekt, som DBI har været en del af, og har til formål at inspirere til yderligere arbejde med biogene materialer. Anders Dragsted, der er leder af Advanced Fire Engineering (Building) hos DBI og deltager i projektet, har bidraget til bogen med sin brandtekniske viden, som han fortæller om her.

Gem artikel Artikel gemt
Anders Dragsted, leder af Advanced Fire Engineering (Building) i DBI
Anders Dragsted, leder af Advanced Fire Engineering (Building) i DBI.

Hvad er baggrunden for bogen?

- Den handler om MUDP-projektet ‘Tækkede bygningsfacader til den grønne omstilling – CO2-neutral brandsikring af tækkede lodrette facader’, som bl.a. DBI og CINARK (Center for Industriel Arkitektur) ved det Kgl. Akademi, Arkitektskolen udførte med støtte fra Miljøministeriet. CINARK har en tradition for at udgive en bog med resultater og læring fra deres projekter, og DBI har bidraget med kapitler i bogen om det brandtekniske aspekt i projektet.

I projektet brugte DBI både mini-SBI og skalerede facadetests.
I projektet brugte DBI både mini-SBI og skalerede facadetests.

Hvad handlede projektet om?

- Hypotesen var, at ler og andre imprægneringsmetoder kan fungere som brandbeskyttende foranstaltning på strå til facadetækning. I starten af projektet screenede vi forskellige materialers evner til at brandbeskytte strå med tests i miniskala – bl.a. ler, kalk og hestemøg. På baggrund af de tests valgte vi at arbejde videre med ler. Vi udførte nedskalerede tests af facader, der var imprægneret med ler, og af facader, der ikke var imprægneret. De sidstnævnte tests måtte vi afbryde efter få minutter, fordi branden udviklede sig for voldsomt. De lerimprægnerede facader testede vi derimod i 30 minutter, uden at der skete noget nævneværdigt.

Testene viste, at ler virker rigtigt godt som brandimprægnering på stråtækte facader.
Testene viste, at ler virker rigtigt godt som brandimprægnering
på stråtækte facader.

Hvad kan man læse i bogen?

- Ud over fremgangsmåden og resultaterne af brandtestene handler bogen også om aspekter som håndværket i de fremstillede løsninger og tektonikken ved strå og imprægnering – det vil sige, hvordan man udformer og sammenføjer materialerne til en helhed. Bogen giver ikke en færdig præaccepteret løsning for brug af strå på facader, for den testede løsning passer ikke ind i systemet med præaccepterede brandtekniske løsninger. Vil man anvende strå på facader, må man derfor anvende den funktionsbaserede tilgang. Vi har heller ikke undersøgt, hvordan lerimprægneret strå på facader klarer at stå ude, hvilken udvaskning der finder sted over tid, eller hvordan den påvirker brandegenskaberne. Skal vejen banes for en mere generel løsning, skal levetiden og en række andre fysiske parametre som isoleringsevne, tæthed og fugtegenskaber for den samlede konstruktion undersøges nærmere. 

Hvad er formålet med bogen?

- Der skal ske noget drastisk i byggebranchen, hvis vi skal udskifte de materialer, der anvendes i dag, med CO2-neutrale alternativer. Mange steder kan man udskifte dem med biogene materialer, men det kræver, at vi forstår de nye materialer og deres egenskaber – og at vi tager højde for eventuelle svagheder, herunder også brand. Projektet og bogen er et lille skridt i den retning. Det vil ikke bringe færdige produkter på markedet, men det kan inspirere andre til at arbejde i den retning. Der er også en aktuel dialog om at arbejde videre med projektet for at bringe metoden tættere på markedet.

Hvad skal læserne have med fra bogen?

- Bogen skal tilskynde til at arbejde med strå. Den skal styrke troen på løsninger ad den vej og troen på, at der er CO2-besparelser at hente. Nu er der kommet krav om Life Cycle Assessments (LCA, red.) for bygninger over 1.000 m2, som gradvist bliver strammet i de kommende år, hvilket vil medføre behov for nye løsninger. Alle små tilpasninger og forandringer gælder i den forbindelse. Hele tilgangen med at bringe nye materialer ind, anskue dem på nye måder på materialernes præmisser og vores metodik med screening og test uden standarder kan også overføres til andre materialer i arbejdet med at reducere CO2-udledningen fra byggesektoren.

Tækkede bygningsfacader til den grønne omstilling

Projektet ‘Tækkede bygningsfacader til den grønne omstilling – CO2-neutral brandsikring af tækkede lodrette flader’ var et MUDP (Miljøteknologisk udviklings- og demonstrationsprogram) under Miljøstyrelsen, som var støttet med 1,35 mio. kr. Budgettet for det samlede projekt var 2,16 mio. kr. Foruden DBI og CINARK ved Det Kongelige Akademi, Arkitektskolen deltog Tækkemanden Horneby, Hemmed Tækkefirma, Egen Vinding & Datter og Straatagets Kontor.

Bogen om projektet har titlen ‘Biogent Byggeri – Materiale, Arkitektur, Tektonik’ og er udgivet af CINARK. Find den her.

Anders Dragsted
Anders Dragsted Head of Building Design

Relaterede artikler

OPRET DIG SOM BRUGER OG HOLD DIG OPDATERET PÅ NYHEDER OM BRAND OG SIKRING