Nyheder fra DBI
Vær altid opdateret
Gå til Nyhedsoversigten

Brancheløsning mod cyberangreb på vej

Udgivet: 15. december 2020

Man er stærkere, når man løfter i flok. Det gælder også cybersikkerhed, hvor projektet ‘Samarbejdende Cybersikkerhed’ er i fuld gang med at øge it-sikkerheden på de danske vandværker.

Gem artikel Artikel gemt

Cyberangreb kan koste danske SMV’er millioner af kroner pga. produktionsstop, tabte ordrer og forringet konkurrenceevne. Danske vandværker er nogle af de SMV’er, som risikerer at blive udsat for cyberangreb, og da de er ikke omfattet af NIS-direktivet, som er EU’s direktiv for sikkerhed i net- og informationssystemer, skal de selv have kompetencer og ressourcer til at beskytte sig tilstrækkeligt mod cyberangreb.

Brancheforeningen Danske Vandværker gik derfor sidste år sammen med DBI og to ekspertvirksomheder inden for cyber og avanceret dataanalyse, Derant og Halfspace, i det toårige projekt ‘Samarbejdende Cybersikkerhed’.

Dashboard, algoritme og sms

Projektet omfatter både en teknisk del, uddannelse og vidensdeling, og ifølge Anja Kivac, projektleder hos DBI, har projektet – ud over feltstudier og udviklingen af en it-beredskabsplan til vandværkerne – primært fokuseret på den tekniske del i år.

- Derant har en sikkerhedsløsning, hvortil de har udviklet et dashboard, som giver det enkelte vandværk overblik over antallet af alarmer om angreb, hvor mange af disse der er kritiske, og om de er blevet håndteret eller ej. Det skal integreres med en algoritme, som Halfspace udvikler, forklarer Anja Kivac og fortsætter:


- Løsningen opdager igangværende angreb, hvorefter der via DBI’s Digitalt Beredskab sendes en sms til den ansvarlige på vandværket med en alarm og en handlingsanvisning. Lige nu er vi i gang med at optimere løsningen til vandværkernes behov.

Årshjul i stedet for tjekliste

Der kommer successivt flere vandværker med i projektet, som leverer data, input og feedback. P.t. er der 10, og det stiger til 15 næste år.

- Som en del af projektet er vi i samarbejde med vandværkerne i gang med at udvikle et årshjul, så de hele tiden er på forkant med forebyggelse af cyberangreb. Det er en visualisering af it-beredskabsplanen i stedet for en tjekliste, der risikerer at blive lagt på en hylde, når alle flueben er sat, siger Anja Kivac.

Efter nytår starter projektdelen med awareness-træning og uddannelse, hvor der er kommet et punkt mere på listen:

- Feltstudierne afdækkede videns- og kompetenceniveauet samt interesseområder hos vandværkerne i forhold til cybersikkerhed og viste bl.a. et ønske om mere teknisk viden. Så det bliver også et element, siger Anja Kivac.

Samarbejdende Cybersikkerhed

Projektet ‘Samarbejdende Cybersikkerhed’ skal udvikle en samlet løsning, der styrker danske vandværker og andre SMV’ers modstand og beredskab mod cyberangreb. Det omfatter en teknisk løsning, uddannelse og awareness-træning samt frivilligt samarbejde og videndeling.

Deltagerne er brancheforeningen Danske Vandværker, en række vandværker, DBI og it-virksomhederne Derant og Halfspace. Projektet løber til og med næste år og støttes med 8 mio. kr. af Industriens Fond som en del af deres cyberindsats.

Relaterede artikler

OPRET DIG SOM BRUGER OG HOLD DIG OPDATERET PÅ NYHEDER OM BRAND OG SIKRING