Snart opføres de første træfacader i højden uden brandimprægnering
Udgivet: 6. marts 2025Med projektet BioFacades:UpHigh har DBI opnået masser af vigtig viden om brug af materialer, og de første bygherrer bruger allerede nu projektresultaterne til konkrete byggerier. Det er et vigtigt skridt på vejen mod udbredt brug af biobaserede facader i højden.

Der hersker usikkerhed om langtidsegenskaberne af brandimprægneret træ til udvendigt brug. Projektet BioFacades:UpHigh havde derfor til formål at afdække, om det er muligt at bygge etagebyggeri med ventilerede træfacader uden brandimprægnering eller sprinkling. Samtidig havde projektet et mål om at designe facadekonstruktioner, der forhindrer brandspredning mere end én etage fra udbredningsstedet.
»Vi har arbejdet med ikke-brandbare elementer i facaden, fremspring i facaden, flammeafbøjere og brandstop.«
- For at opnå dette har vi i projektet arbejdet med ikke-brandbare elementer i facaden, fremspring i facaden, flammeafbøjere og brandstop. For udeladelse af brandimprægnering og sprinkling stiller helt andre krav til udførelse og detaljer omkring brandstop og flammeafbøjere, siger Mia Fossing Frederiksen, der er projektleder hos DBI.
Metoderne blev brugt ved 10 forskellige facadekonstruktioner, som blev brandtestet i fuld skala efter et udkast til den fælles europæiske facadestandard, som er på vej. Fem partnere har deltaget i projektet og har hver haft to facadetests til rådighed, hvor de frit kunne designe den facade og afprøve de løsninger, de ønskede. Heraf var de tre af partnerne bygherrer, som er i gang med store, nytænkende byggerier i brandklasse 4.
- På den måde blev nogle facadedesign meget eksperimenterende, mens andre var bundet op på et konkret projekt med henblik på anvendelse i byggeriet, siger Mia Fossing Frederiksen.
Meget forskellige testresultater
Og testresultaterne blev da også meget forskellige. Hvor nogle konstruktioner dumpede med et brag, var der andre, der bestod med en fin margin eller kun behøvede mindre justeringer for at kunne fungere.
- Men der var ingen rigtige eller forkerte testresultater i det her projekt, for vi eksperimenterede og testede for at blive klogere. Og det er vi bestemt blevet. Bl.a. ved vi nu langt mere om, hvordan materialer arbejder, siger Mia Fossing Frederiksen og uddyber:
- Vi konstaterede f.eks., at ingen konstruktioner klarede sig godt med brandbare materialer i de indvendige hjørner. Samtidig fandt vi ud af, at maling på ståldele kunne medføre brandspredning, mens maling af træet ikke havde nogen væsentlig negativ effekt. Desuden fik vi rigtigt god erfaring med at teste efter udkastet til den europæiske facadestandard, og vi blev også bedre til at rådgive i processen. Dermed står vi nu stærkere på både test og rådgivning, siger hun.
Til gavn for branchen
Facader er traditionelt et komplekst område, og et af formålene med BioFacades:UpHigh-projektet er at videregive testerfaringerne til byggebranchen.
»Vi ønsker at give branchen noget at stå på, så de ikke skal starte helt fra bunden, når de skal designe og teste biobaserede facadekonstruktioner.«
- Vi ønsker at give branchen noget at stå på, så de ikke skal starte helt fra bunden, når de skal designe og teste biobaserede facadekonstruktioner. Lige nu findes der ingen dokumenterede løsninger på området, så et byggeri med en biobaseret facade uden for de præaccepterede løsninger og uden brandimprægnering eller sprinkling løftes automatisk op i brandklasse 4. Og det kan være dyrt. Derfor håber vi, at vores testresultater kan bruges som grundlag for tilsvarende facadekonstruktioner i brandklasse 4, siger Mia Fossing Frederiksen.
Og faktisk har projektet vist sig at have den ønskede effekt – for første kunde har allerede fået foretaget brandtest til et konkret byggeri.
- Den testede facade bestod af biobaserede materialer og en flammeafbøjer. Desuden var der ikke benyttet hverken brandimprægnering eller sprinkling, hvilket var nogle af hovedkravene i projektet. Facaden bestod testen, og byggeriet, hvor den skal anvendes, bliver muligvis allerede opført til næste år, fortæller Asmus Haastrup, projektleder og deltager i BioFacades:UpHigh-projektet.
- Herudover har vi haft henvendelser fra flere andre kunder, som ønsker at teste lignende facadekonstruktioner til konkrete byggerier. Og vi er også i dialog med udenlandske aktører, som er interesserede i vores testresultater. Så projektet har bestemt haft den impact, vi håbede på, siger Asmus Haastrup.

Et stykke vej til mål
Projektets 10 brandtests er dog langt fra nok til at lave præaccepterede løsninger på området. Så derfor er der fortsat rum for videreudvikling og dokumenterede løsninger for biobaserede facader.
- Brandsikre designløsninger består af en kombination af mange faktorer. Altså har vi brug for at foretage flere tests, hvor vi ikke ændrer på en masse ting ad gangen, men ved hver test kun foretager ændringer af mindre detaljer. På den måde kan vi bedre se, hvad der virker, siger Mia Fossing Frederiksen og tilføjer:
- I øjeblikket arbejder vi på en ny sektion på vores hjemmeside, hvor arkitekter, bygherrer, brandrådgivere m.fl. kan finde let tilgængeligt materiale fra projektet. Bl.a. vil der blive et whitepaper med konklusioner til brug for brandrådgivere, ligesom alle testrapporter, best practice m.m. også bliver stillet til rådighed for branchen, siger hun.
Læs mere om BioFacades:UpHigh, og se testresultater og -film
BioFacades:UpHigh
Projektet har til formål at vise, at det er muligt at bygge etagebyggeri med ventilerede træfacader uden brandimprægnering eller sprinkling, hvis facaden er designet til at forhindre brandspredning. I løbet af projektet er der blevet foretaget 10 facadetests af forskellige træfacader, som alle blev udført efter et udkast til den nye fælleseuropæiske facadeteststandard, som er på vej.
Ud over DBI har bygherrerne NREP, Fælledby og CPH Village deltaget i projektet samt producenten Frøslev Træ. Projektet skulle lede til dokumenterede løsninger, der forhindrer brandspredning, og bane vejen for træfacader på 3 konkrete byggerier fra de 3 bygherrer og samtidig lede til et katalog af designanbefalinger til ikke-brandimprægnerede træfacader til etagebyggeri.
Projektets samlede budget udgør 6,6 mio. kr. og er støttet af Realdania og Uddannelses- og Forskningsstyrelsen via DBI’s resultatkontrakt. Projektet startede i november 2022 og afsluttes endeligt i september 2025.