Nyheder fra DBI
Vær altid opdateret
Gå til Nyhedsoversigten

Brandtests bliver billigere med DBI’s nye miniovn

Udgivet: 3. juli 2017

DBI’s brandtestafdeling har bygget en ny ovn, som skal gøre produktudvikling hurtigere og billigere for producenterne. Målet er at gøre ovnen så brugervenlig, at producenterne selv kan brandteste deres produkter – så mange gange, de vil.

Gem artikel Artikel gemt
I DBI’s nye ovn kan der laves indikationstests, inden der investeres i en klassifikationstest.
I DBI’s nye ovn kan der laves indikationstests, inden der investeres i en klassifikationstest.

Klassifikationstests er ikke billige. Og så er det langt fra sikkert, at produktet består første gang, det testes. Omvendt kan det også være, at produktet klarer sig langt bedre end klassifikationskravet. I begge tilfælde er det penge ud af vinduet for producenten.

Computersimulering og skalerede brandtests er derfor to centrale værktøjer i DBI’s projekt, PROFIL, som hurtigere og billigere skal give producenterne en indikation af deres produkts brandtekniske egenskaber. Ingen af delene kan erstatte klassifikationstests, men begge metoder kan spare kunden for forkerte konstruktionsvalg og give en idé om, hvornår det kan betale sig at investere i en klassifikationstest. Til dette formål tilbyder DBI nu producenterne adgang til en ny ovn, der er ment som et læringsværktøj i koncept- og udviklingsfasen.

- Vi har i forvejen ovne på henholdsvis 1,5 x 1,5 x 1,5 m og 30 x 30 cm, som vi kan lave indikationstests i. Men de kræver begge, at det er DBI, der foretager testene, hvilket gør prisgabet mellem en indikationstest og en klassifikationstest for småt til, at det kan betale sig for kunden, forklarer ingeniør fra brandtestafdelingen, Anders Drustrup, og tilføjer:

- Den nye ovn er bygget på en måde, så kunderne med tiden selv skal kunne brandteste deres produkter og dermed holde omkostningerne nede.

Kunder skal lære at teste

Miniovnen er en prototype på 0,5 x 0,5 x 0, 5 m, som inden brug har været igennem en række sikkerhedstests for at sikre, at den fungerer, som den skal, inden producenterne får lov at prøve kræfter med den.

- I første omgang observerer vi, mens kunderne tester selv. På den måde bliver vi klogere på de fejl, der begås, når man ikke er vant til at brandteste. Det er vigtig viden for os, når vi senere skal vejlede i brugen af ovnen, siger Anders Drustrup og uddyber:

»Kunderne skal lære at håndtere brændende prøveemner.«

- F.eks. skal kunderne lære at håndtere brændende prøveemner. Når ovnen åbnes efter en test, og der pludselig kommer ilt udefra, kan prøveemnerne antænde ganske voldsomt. Det kan komme bag på folk, siger han.

Value for money

Om det bliver muligt for producenterne at leje ovnen med hjem, eller de bliver nødt til at benytte den på DBI’s matrikel, må tiden vise. Røgudviklingen fra ovnen kræver nemlig enten udsugning, eller at der testes i det fri. Desuden er det også lidt uvist, om ovnens varmelegemer kan tåle transporten frem og tilbage.

- Vi er stadig i en fase, hvor vi udforsker rammerne for ovnens anvendelse. Sikkert er dog, at brandtest nu bliver en integreret del af produktudviklingen og ikke længere er noget, der bare skal overstås, når produktet er færdigudviklet, siger Anders Drustrup og fastslår, at ovnen virkelig kommer til at give value for money.

Kortere ’time to market’

Tidsfaktoren er endnu en væsentlig parameter i produktudviklingen med den nye ovn.

»Det er vores opgave at stille udstyr til rådighed, så træfsikkerheden ved brandtests optimeres mest muligt.«

- ’Time to market’ er afgørende for producenter. For jo længere tid, det tager at få et produkt på markedet, desto dyrere bliver det. Det er derfor vores opgave at stille udstyr til rådighed, så træfsikkerheden ved brandtests optimeres mest muligt, siger Carsten Damgaard, der er ansvarlig for Udvikling & Test i DBI.

Desuden skal der endnu mere fokus på produkternes anvendelsesmuligheder.

- Vi er allerede nu i stand til at tilrettelægge, så produkter forholdsvis nemt kan testes til flere applikationsområder samtidig – f.eks. til både bygninger og det maritime marked. Dermed sikrer vi, at producenter får maksimalt udbytte af deres penge og mulighed for at sælge deres produkter til flere kundesegmenter, siger Carsten Damgaard og understreger, at samarbejdet med kunden selvfølgelig altid skal ske inden for de rammer, som DBI’s akkreditering tillader.

Prototype Fire Lab (PROFIL)

DBI’s PROFIL-projekt skal udvikle og anvende bl.a. computersimuleringer og skalerede brandtests for at gøre det nemmere for byggevareproducenter at ramme det rette brandsikringsniveau med nye produkter. Projektet er en del af en treårig resultatkontrakt med Uddannelses- og Forskningsministeriet, og forskningen i projektet udføres i samarbejde med Lund Universitet.

Det mener kunderne om den nye miniovn …

IWI Technology, som producerer intelligente hygiejneprodukter, fik testet fire forskellige materialer i ovnen:

- Vi fik alt det ud af det, vi havde håbet på og agter at bruge ovnen igen, inden vi tester i en større ovn og til sidst i fuld skala. Vi sparer både penge og oceaner af tid på denne måde, siger Lars Forsberg, der er direktør i IWI Technology.

Paroc Isolering producerer isoleringsmaterialer og har indtil videre foretaget ni tests i ovnen:

- Normalt kan man kun teste 1-2 produkter om dagen, men med denne ovn kan vi foretage 5 tests á en times varighed pr. dag. Det er et unikt, tidsbesparende og rigtig godt udviklingsværktøj, som giver meget præcis information og fungerer godt i vores produktudvælgelsesproces, siger Ole Clausen, der er Fire Protection Manager hos Paroc Isolering.

- Vi startede med en fuldskalatest, som viste, at vores produkt ville kunne opnå en langt bedre klassifikation, hvis vi videreudviklede. Derefter fortsatte vi udviklingsforløbet i miniovnen, siger Ole Clausen, som bestemt forventer, at ovnen kommer til at indgå som en fast del af virksomhedens produktudvikling, også i forbindelse med andre produkter.

Anders Drustrup
Anders Drustrup Teknisk Chef

Relaterede artikler

OPRET DIG SOM BRUGER OG HOLD DIG OPDATERET PÅ NYHEDER OM BRAND OG SIKRING