Nyheder fra DBI
Vær altid opdateret
Gå til Nyhedsoversigten

Ny mini-SBI-test giver hurtigere og billigere adgang til markedet

Udgivet: 15. december 2020

Med den nye mini-SBI-test får DBI endnu et værktøj til at støtte byggevareproducenter med produktudviklingen. Dermed kan DBI faktisk nu hjælpe hele vejen fra spæd idé til færdigt produkt.

Gem artikel Artikel gemt
DBI kan hjælpe lige fra idé- og designfasen til godkendt produkt.

En helt ny type brandtest er kommet til hos DBI. Som en del af den tidligere resultatkontrakt har DBI nemlig i flere år arbejdet på at udvikle en nedskaleret Single Burning Item-test (SBI-test).

- Målet var at skabe en brandtest, der var mindre, hurtigere og billigere for kunderne end den almindelige SBI-test, fortæller Frederik Kruse, der er projektleder i Advanced Services hos DBI.

Den nye mini-SBI-test har værdi for producenter af byggevarer, når de udvikler nye produkter, fordi testen kan give producenten en klar indikation af, hvordan det samme produkt vil klare en SBI-test – der giver adgang til markedet.

- Mini-SBI-testen erstatter ikke SBI-testen, for den er stadig nødvendig for at få en klassificering af produkter. Men den medvirker til, at producenter ikke længere behøver krydse fingre og håbe på det bedste ved en SBI-test, siger Frederik Kruse.

DBI hjælper tidligere i processen

Mini-SBI-testen er bare det seneste værktøj hos DBI, der skal gøre det nemmere og hurtigere for producenter af byggevarer at udvikle nye produkter og få dem på markedet.

- Tidligere var DBI kun relevante for producenter, når et produkt skulle brandtestes og klassificeres. Men de senere år har vi udviklet en bred palette af services, der betyder, at producenter kan få assistance helt fra starten af produktudviklingen, siger Konrad Wilkens, der er Project Manager hos Advanced Services i DBI.

De nye services gør det muligt for producenterne at udvikle produkter baseret på data frem for nogle gange at skyde i blinde.

»Testen er hurtig og billig og giver mulighed for at teste mange materialer.«
Konrad Wilkens

- I dag kan man komme til os allerede i idé- eller designfasen, hvor de centrale materialevalg ofte træffes. Bruger man standardmaterialer til sit produkt, er der en god chance for, at vi kan finde meget data om deres brandtekniske egenskaber i den videnskabelige litteratur, så producenten kan træffe et oplyst materialevalg fra start, fortæller Konrad Wilkens.

Få overblik over egenskaberne

Mangler der data, kan DBI udføre mikroskala-tests, hvor ganske få milligram af forskellige materialer bliver undersøgt.

- Testen er hurtig og billig og giver mulighed for at teste mange materialer. Har man f.eks. brug for en lim til et produkt, kan man udvælge ti med den rette styrke, hvorefter vi hurtigt kan teste, evaluere og rangliste dem baseret på deres brandtekniske egenskaber, siger Konrad Wilkens.

På den baggrund kan en producent f.eks. udvælge tre materialer og udvikle forskellige prototyper af produktet.

- Prototyperne kan vi teste i miniskala med mini-SBI-testen. Man kan ikke lave en 1:1-sammenligning mellem minitesten og fuldskalatesten, men vi anvender statistik og datamodellering til at forstå forbindelsen mellem mini- og fuldskalatests. Det giver en bedre idé om udfaldet ved en SBI-test. Leverer produktet en dårlig miniskalatest, kan kunden ændre design eller materialevalg, indtil produktet præsterer som ønsket. Derefter er det tid til en SBI-test, klassificering og at komme på markedet, siger Konrad Wilkens.

Kortere time-to-market

Selvom det kan lyde dyrt og omstændeligt at udvikle prototyper og udføre forskellige miniskalatests, er det billigere, hurtigere og mindre risikabelt end at udvikle et produkt og satse på, at det klarer SBI-testen.

- Produktudviklingen bliver hurtigere og billigere, når man vælger de rette materialer fra start, og producenterne opnår derved en kortere time-to-market, siger Frederik Kruse og fortsætter:

- Mini-SBI-testen kommer ind før en SBI-test og er på sin vis den brik, der tidligere har manglet i puslespillet Nu kan vi hjælpe lige fra idé- og designfasen til godkendt produkt, hvilket forbedrer producenternes mulighed for at opnå certificering på en mere effektiv måde end tidligere, siger Frederik Kruse.

Mini-SBI-test

Mini-SBI-testen er udviklet som en del af DBI’s tidligere resultatkontrakt. Som navnet antyder, er den mindre end en SBI-test. Prøveemner til SBI-testen skal nemlig være 1,5x1x0,5 meter og kun være 30x40 cm i mini-SBI-testen. Desuden er testen billigere og hurtigere at udføre.

Mini-SBI testen kan komme med en indikation af, hvordan prøveemnet vil klare en SBI-test. Mens testen kan komme med klare indikationer for bl.a. pladeprodukter, er produkter med mere varierende geometri dog mere usikre. Mini-SBI-testen vil løbende blive videreudviklet, så den med tiden kan sige mere om flere typer produkter med større nøjagtighed.

Mini-SBI-testen giver en indikation af, hvordan prøveemnet vil klare en SBI-test.
Frederik Kruse
Frederik Kruse Project Manager

Relaterede artikler

OPRET DIG SOM BRUGER OG HOLD DIG OPDATERET PÅ NYHEDER OM BRAND OG SIKRING