Nyheder fra DBI
Vær altid opdateret
Gå til Nyhedsoversigten

Brandsikring ved tagudvidelser

Udgivet: 15. marts 2020

I Spanien bygges der ekstra etager på eksisterende huse. Det giver nogle brandtekniske overvejelser, som vi også kender fra Danmark, når vi udvider tagetager til beboelse.

Gem artikel Artikel gemt
Det gamle loftsrum blev revet ned.

Etagetilbygning på eksisterende byggeri var et af de mange emner, der var på programmet ved fire safety- konferencen, SFPE Europe Conference, som blev afholdt i Malaga sidste år. Emnet gav mindelser om det danske fænomen ’tagudvidelser’.

- Når man bygger ekstra etager på beboelse i Spanien, løser man typisk de brandtekniske udfordringer ved trappesikring, røgudluftning i trapperummet og en opgradering af etageadskillelsen og vægadskillelsen ud til trapperummet. Det er det samme, vi gør i Danmark, hvis vi f.eks. udvider tagetagen til beboelse, fortæller brandteknisk rådgiver hos DBI, Lars Vædeled Roed, som deltog ved konferencen i Spanien.

Etageadskillelserne i Danmarks mange ældre bygninger er ofte udført med trækonstruktioner og lerindskud. Det var lovlige konstruktioner, da bygningerne blev opført for år tilbage – men bygges der til eller om, er konstruktionerne ikke længere lovlige. Så skal de leve op til det nye og noget strengere Bygningsreglement 2018, (BR18).

- Der er krav om 60 min. brandmodstandsevne i etageadskillelser udført i ubrandbare materialer. Ønsker man at bevare trækonstruktionerne, kan en alternativ og normalt accepteret løsning være at opgradere til 90 min. brandmodstandsevne for på tilsvarende vis at leve op til BR18, siger Lars Vædeled Roed.

Brandvæsenet skal have adgang

Alt i alt er der ikke de store forskelle på de brandtekniske tiltag, man benytter sig af i Spanien og Danmark. Dog lader der ikke til at være samme fokus på redningsåbninger og redningsberedskabets adgang til disse i Spanien, som der er i Danmark.

»Der er krav om 60 min. brandmodstandsevne i etageadskillelser udført i ubrandbare materialer. «

- En af problemstillingerne ved tagudvidelse og renovering af ældre bebyggelse er den dårlige adgang for brandvæsenet. Også her gælder der nemlig andre regler, hvis en bygning skal leve op til BR18 pga. til- eller ombygning, siger Lars Vædeled Roed og fortsætter:

- I Danmark stilles der i dag krav til brandvæsenets mulighed for at rejse deres stiger til redningsåbninger, f.eks. i baggårde. Ifølge en ny vejledning til BR18 skal der nu være et stigeredningsareal ved redningsåbningerne. Det tænkte man ikke på i gamle dage, da bygningerne blev opført, og det ser heller ikke ud til at være noget, man har ret meget fokus på i Spanien, siger han.

Ryesgade 25 og 30

Ryesgade 25 i København er et godt eksempel på tagudvidelse til beboelse. Bygningen er en klassisk københavnerejendom fra 1906 med et flot og tidstypisk udseende, men bygningen var nedslidt og gennemgik derfor en gennemgribende renovering. En opgave, som Rönby.dk var totalrådgiver på.

For at få plads til syv nye lejligheder med hver sin tagterrasse og en stor, fælles terrasse blev taget revet ned til etageadskillelsen, som var traditionelt opført med indskudslag og brædder. Der blev lagt et lag LECA-nødder, isoleringsbatts og ovenpå støbt et lag flydebeton, hvorpå man opbyggede et traditionelt trægulv. Ovenpå blev der bygget et helt nyt 1½-etages hus, som blev gennemført som en BS 60-konstruktion i gipsplader.

Hovedtrapperne blev sikret ved sprinkling, fordi man længere nede i bygningen havde valgt at inddrage bagtrapperne fra lejlighederne. For at kunne benytte vinduerne som redningsåbninger sikrede man desuden, at brandkøretøjer kunne komme til, bl.a. gennem en port. Altså skulle bredde og drejeradius kontrolleres.

- Jeg opfatter det som meget enkelt at opfylde brandkravene til nye tagboliger. Derimod er der andre forhold, især arkitekturen, som kræver en del dialog med myndighederne for at blive enige om, hvordan reglerne skal fortolkes, siger arkitekt MAA og civilingeniør Leif Rønby Pedersen, der har stor erfaring med renovering af byejendomme.

Bl.a. var Rönby.dk fem år tidligere totalleverandør på en tilsvarende renovering i den ligeledes bevaringsværdige byejendom Ryesgade 30. Renoveringen, som tilføjede en ekstra etage, blev udført af Drost Fonden. Nybygningen bestod af letbeton-blokke omkring trapperummene og gips i resten af overbygningen. Denne ejendom blev præmieret med RENOVER-prisen, som tildeles Danmarks bedste renovering.

Ryesgade 25 og 30 fik begge tagterrasser.
Lars Vædeled Roed
Lars Vædeled Roed Brandteknisk rådgiver, Bygningsingeniør Master i Brandsikkerhed

Relaterede artikler

OPRET DIG SOM BRUGER OG HOLD DIG OPDATERET PÅ NYHEDER OM BRAND OG SIKRING