Større kompleksitet i byggeriet øger kompetencebehovet
Udgivet: 2. september 2024Flere typer brandtekniske installationer, mere kompleks integration mellem anlæggene, sværere dokumentation samt usikkerhed om ansvarsfordelingen i de forskellige byggefaser. Det er den nye virkelighed i byggeriet. Så meget kan gå galt undervejs, og derfor er der brug for større viden i alle byggeriets faser.
Får man som elektriker stukket en tegning i hånden, som viser, hvor der skal trækkes kabler i et byggeri, kan man gå to veje: Gøre, som tegningen anviser uden nærmere refleksion, eller bruge sine kvalifikationer til at reflektere over, om det anviste er hensigtsmæssigt eller overhovedet bygbart. Det samme gælder, hvis man som tekniker f.eks. skal installere et ABA-anlæg, der er integreret med en række andre systemer eller funktioner – her kan anlægget også installeres med eller uden omtanke for de øvrige områder og krav, som er relaterede til anlægget.
»Opdages fejlene først i slutfasen af byggeriet, bliver det både dyrt og besværligt.«
- Desværre findes der rigtigt mange eksempler på fejl og uhensigtsmæssigheder i byggeriet, som opstår, fordi de implicerede parter mangler kompetencer og viden – og jo heller ikke ved, hvad de ikke ved og derfor ikke får tænkt hele vejen rundt. Opdages fejlene først i slutfasen af byggeriet og skal laves om på det tidspunkt, bliver det både dyrt og besværligt, siger Peter Buch Christensen, funktionsrådgiver hos DBI, og forklarer baggrunden:
Kompleksiteten i byggeriet er steget markant. Dels har den teknologiske udvikling ændret systemer og komponenter, dels er der et omfattende bygningsreglement at forholde sig til, og dels er dokumentationskravene blevet vanskeligere at opfylde. F.eks. er mange brandtekniske anlæg i dag omfattede af tredjepartskontrol. Samtidig stilles der krav om systemintegrationstest, som skal sikre integrationen mellem anlæggene, ligesom også anlægstyper, der ikke umiddelbart kategoriseres som brandtekniske installationer, kan være omfattede af krav om systemintegrationstest. Det er alt sammen forhold, der kræver løbende kompetenceudvikling for at kunne levere et fagligt indspil, siger han.
Afhængig af kompetente medspillere
Som mellemled mellem installatørerne og byggeentreprenørerne har Peter Buch Christensen efterhånden været vidne til lidt af hvert. Set, hvor galt det kan gå, hvis opgaverne udføres af de forkerte fagkræfter, hørt de mange tvivlsspørgsmål fra alle led i byggeriet og oplevet, hvor afhængige både certificerede brandrådgivere og formænd for byggesjakket er af de rette kompetencer hos de øvrige aktører i byggefaserne.
- Der er mange detailkrav og nærmest ingen grænser for hverken bredden eller dybden i vidensbehovet. Derfor er der brug for specialiseret viden og sikkerhed for, at tingene bliver udført korrekt. En certificeret brandrådgiver skal vide noget om det hele, men skal samtidig kunne forlade sig på, at byggekonstruktioner er anvendt inden for deres klassifikation, at montagen er sket efter bogen, og at der er styr på de brandtekniske installationer og de øvrige tekniske forhold, siger Peter Buch Christensen og tilføjer:
»Der skal skabes bedre links mellem de forskellige faser i byggeriet.«
- Det samme gælder for formanden for byggesjakket, som har ansvaret for en lang række installationsområder som f.eks. de brandtekniske installationer, tv-overvågning og lysinstallationer – og derfor har brug for specialiserede fagfolk og kolleger at støtte sig op ad inden for de forskellige områder.
Udfordringer i alle byggefaser
Behovet for dygtiggørelse og efteruddannelse er gældende i alle byggeriets faser. Allerede i projekteringsfasen bør arkitekterne have bedre kendskab til brandtekniske installationer, brandkrav til materialer og konstruktioner og meget andet for at kunne tegne noget, der både er lovligt og bygbart. Det ville også reducere fejlrisikoen i den efterfølgende detailprojektering- og udførelsesfase.
- Som funktionsrådgiver oplever jeg problemer i alle faser af byggeriet. Den certificerede brandrådgiver udarbejder kontrolplaner og laver kvalitetskontrol undervejs i projektet for at sikre lovligheden og sikkerheden i byggeriet. Skal dette arbejde have den rette effekt, skal kontrolplanerne imidlertid være meget konkrete og bygge på tilstrækkelig viden om, hvor udfordringerne ligger i de forskellige faser af byggeriet. Ellers bliver der ikke tjekket op på de rigtige ting, og fejlene bliver ikke rettet, men tages med over i næste byggefase, siger Peter Buch Christensen og fastslår:
- Så der skal skabes bedre links mellem de forskellige faser i byggeriet. Der skal i højere grad benyttes fagrådgivere, der bl.a. kan understøtte de certificerede brandrådgivere, tegnestuer og entreprenører med relevant specialistviden. Og der skal fortsat være fokus på efteruddannelse til de udførende og øvrige aktører i byggeriet, som mangler viden om den samlede brandtekniske dokumentation, herunder brug af kontrolplaner. Kun på den måde undgår vi de mange fejl og de dyre regninger, når fejlene opdages til allersidst i byggeriet, siger han.
Se oversigt over faserne i et typisk brandteknisk byggeprojekt.