Ny AMU-struktur giver mere effektive kursusforløb
Udgivet: 09.03.21
Pr. 1. januar 2021 er der lavet en ny struktur for AMU-brand- og sikringskurser, som sikrer mere strømlinede kursusforløb. Dels stilles der nu krav til rækkefølgen af kurserne, og dels er varigheden af nogle af kurserne ændret. Efter endt kursus skal kursisterne desuden nu bestå en obligatorisk prøve for at få AMU-beviset.
De nye ændringer betyder, at kursisterne tager den tilegnede viden med sig til næste kursus, og at de enkelte hold dermed udgør en mere homogen masse. Da deltagerne har de samme forudsætninger, bliver undervisningen mere effektiv og kan afvikles hurtigere.
Med den nye struktur undgår man samtidig at blive mødt med det samme undervisningspensum flere gange.
Branchecertifikatkurser
Næsten alle DBI’s AMU-kurser er branchecertifikatkurser, som myndighederne har defineret som samfundskritiske kurser. Derfor er kurserne ikke omfattet af de gængse corona-restriktioner og afholdes, selv når landets øvrige uddannelsesinstitutioner er lukkede.
Har du spørgsmål, så send en mail til DBI’s kursusafdeling eller ring på tlf. 36 34 90 00 .