Nyheder fra DBI
Vær altid opdateret
Gå til Nyhedsoversigten

Plejehjem: 15 forslag skal styrke brandsikkerheden

Udgivet: 3. maj 2023

Med Beredskabsstyrelsen i spidsen har landets bedste sikkerhedskræfter lagt hovedet i blød og udarbejdet en række forslag og gode råd til styrkelse af brandsikkerheden på plejeinstitutioner. Meget snævre rammer for arbejdet har dog været en stopklods for forslag, der virkelig batter.

Gem artikel Artikel gemt
Colourbox

I 2018 omkom tre mennesker i en brand på Farsøhthus Plejecenter. Ulykken førte til en omfattende undersøgelse, som afslørede massive fejl og mangler på landets plejehjem. Efterfølgende blev der stillet krav om en opdatering af brandsikkerheden, så forholdene levede op til brandkravene i bygningsreglementet. Senere blev der desuden nedsat en ekspertgruppe, som skulle udarbejde et katalog af gode idéer til, hvordan brandsikkerheden kunne styrkes på landets plejeinstitutioner.

Gruppen bestod af De kommunale redningsberedskaber, Danske beredskaber, Social- og Boligstyrelsen, DBI, FRI (Foreningen af Rådgivende Ingeniører), SikkerhedsBranchen, det daværende Social- og Ældreministerium og Beredskabsstyrelsen, som nu har offentliggjort en rapport, der indeholder 15 forslag og gode råd til, hvordan brandsikkerheden kan øges.

- Mange gode kræfter har været samlet, og vi har haft mange gode diskussioner undervejs. Nu er vi endt med en række forslag, som er afleveret til de respektive departementer. Så må vi se, hvad der sker med forslagene, siger Ib Bertelsen, direktør i DBI og deltager i arbejdet.

Menneskelig indsats

Af de 15 forslag er der tale om taktisk forebyggelse for de 8 af dem, dvs. forslag, som involverer en menneskelig indsats – såsom instrukser, uddannelse, træning og brandsyn.

Her drejer det sig bl.a. om brandforebyggende hjemmebesøg, instruktion og øvelser i forhold til personale, ophængning af action cards, certifikat til grundkursus i brand for sundhedspersonale, erfaringsudveksling om redningsberedskabernes praksis på brandsynsområdet samt automatisk opsamling af brandulykker i systemet ODIN.

- Vi har længe vidst, at personalets ageren er afgørende for, hvor galt det går, hvis der opstår brand på en plejeinstitution. Samtidig ved vi, at det kan være et stort problem med de mange vikarer og den store udskiftning i personalegruppen på plejehjemmene. Derfor er det væsentligt med den rette uddannelse og klare instrukser, siger Ib Bertelsen og fortsætter:

- Også hjemmebesøg og visitation til forebyggende hjælpemidler ved vi spiller en rolle for den brandfare, ældre og andre sårbare borgere udsættes for i eget hjem. Så det er også et område, der skal øget fokus på, siger han.

Aktiv brandsikring

Ud over den menneskelige faktor stilles der også 7 forslag, som vedrører aktiv brandsikring – såsom brandtekniske installationer, slukningsmateriel og brandhæmmende hjælpemidler.

Mere specifikt handler det her om mobile slukningsanlæg, transportable ABA-anlæg, deaktivering af thekøkkener eller installation af komfurvagt, opdatering af ældre ABA-anlæg, installation af ABA-anlæg i ældre plejeinstallationer, branddørlukningsanlæg (ABDL) mellem flugtvej og bolig samt forbedret evakuering og redning gennem døre til flugtvejsgange eller døre til det fri.

- Det er en velkendt sag, at ABA-anlæg sikrer hurtig alarmering og normalt er det anlæg, der aktiverer de øvrige brandsikringsanlæg som sprinkling, branddørlukning, ventilation m.m. Derfor er det vigtigt, at alle plejehjem har installeret ABA-anlæg, og at de er opdaterede og funktionsdygtige, siger Ib Bertelsen og tilføjer:

- Desuden er det væsentligt at kunne visitere borgere, som man vurderer udgør en fare for sig selv, til mobile slukningsanlæg og ABA-anlæg.

Ikke godt nok

Når alt dette er sagt, er Ib Bertelsen dog ikke imponeret over de 15 forslag, som DBI og de øvrige deltagere i ekspertgruppen er nået frem til. Men rammerne for arbejdet satte desværre nogle meget klare begrænsninger.

- Kravet lød på, at forslagene ikke måtte koste penge og ikke kræve lovændringer. Men der skal altså både penge og ny lovgivning på bordet, hvis man vil opnå mærkbare forandringer. Det er simpelthen ikke muligt at lave gratis brandsikring. Resultatet er derfor blevet nogle ret enkle anvisninger, siger Ib Bertelsen, som ærgrer sig over, at der ikke er kommet mere ud af arbejdet:

- Det er ærgerligt at samle så stærke kræfter og så ikke få lov til at øse af den viden, der ligger i gruppen. Vi ville gerne have lavet et fyldestgørende idékatalog, der virkelig kunne bruges. I stedet har vi været nødt til at holde vores bedste idéer tilbage, siger han.

Fortsat mangelfuld brandsikkerhed

At der stadig er lang vej til en tilfredsstillende brandsikkerhed på plejeinstitutionerne i Danmark, vidner de mange påbud om, som blev givet for mangelfuld brandsikkerhed i 2022. Mere end 3.000 påbud blev det til i løbet af året. Samtidig kunne det i starten af 2023 konstateres, at fire kommuner stadig ikke havde fået bragt brandsikkerheden i orden efter den undersøgelse, som blev sat i værk efter dødsbranden på Farsøhthus Plejecenter i 2018.

De seneste seks år er mere end 30 mennesker omkommet i brande på plejeinstitutioner i Danmark.

15 forslag til forbedring af brandsikkerheden på plejeinstitutioner

  1. Brandforebyggende hjemmebesøg med udgangspunkt i Brandsikker Bolig
  2. Forberedelse af personale – instruktion og øvelser
  3. Ophængning af action cards
  4. Reetablering af den interaktive brandskole på Brandparat.dk
  5. Certifikat til grundkursus i brand for sundhedspersonale
  6. Erfaringsudveksling om redningsberedskabernes praksis på brandsynsområdet med særligt fokus på brandsynsindberetninger
  7. Temabrandsyn med særlige fokusområder
  8. Automatisk opsamling af brandulykker i systemet ODIN
  9. Mobile slukningsanlæg hos særligt udsatte borgere
  10. Transportable ABA-anlæg hos særligt udsatte borgere i institutioner, hvor der ikke er lovkrav om ABA-anlæg
  11. Deaktivering af thekøkkener eller installation af komfurvagt
  12. Opdatering af ældre ABA-anlæg
  13. Installation af ABA-anlæg i ældre plejeinstallationer
  14. Branddørlukningsanlæg (ABDL) mellem flugtvej og bolig
  15. Forbedret evakuering og redning gennem døre til flugtvejsgange eller døre til det fri
Ib Bertelsen
Ib Bertelsen Direktør

Relaterede artikler

OPRET DIG SOM BRUGER OG HOLD DIG OPDATERET PÅ NYHEDER OM BRAND OG SIKRING