Nyheder fra DBI
Vær altid opdateret
Gå til Nyhedsoversigten

Solartag går lys fremtid i møde med InnoBooster

Udgivet: 15. december 2020

Solartag har fået brandtestet solcellerne i sit patenterede soltag, så de nu kan anvendes som tagbeklædning på byggeri i brandklasse 2. Det er afgørende for virksomhedens vækst i både ind- og udland.

Gem artikel Artikel gemt

Når solceller er tagbelægningen i stedet for at ligge oven på tagbelægningen, er de ikke længere bare solceller. Så er de et byggemateriale og skal som alle andre byggematerialer klassificeres. Derfor har Solartag nu med støtte fra InnoBooster og assistance fra DBI fået brandtestet og klassificeret solcellerne i soltaget T-ROOF, så det kan anvendes i de præaccepterede løsninger i brandklasse 2.

- Det hele startede med, at vi for nogle år siden lagde vores soltag på et hus og var så stolte af resultatet, at vi lagde billeder af det på vores Facebook-side. I løbet af ingen tid havde det fået 141.000 visninger – og en masse gode og relevante spørgsmål om bl.a. tagets brandegenskaber, siger stifter og ejer af Solartag, Thomas Ahola Pedersen, og fortsætter:

- Jeg kender vores løsning indgående og var rimelig sikker i min sag i mange af spørgsmålene. Men det dur ikke at sætte sin lid til mavefornemmelse, hvis man vil være en seriøs spiller på markedet. Derfor satte jeg gang i en serie af test, som skulle dokumentere solcellernes egenskaber i forhold til at få dem klassificeret som et byggemateriale til et tag, siger han.

Solartag

Solartag udvikler, sælger og monterer det patenterede integrerede soltag T-ROOF™ hos private og erhvervskunder. Altså et soltag, hvor solcelleanlægget er integreret i taget, så det udgør tagbelægningen i stedet for at ligge oven på tagbelægningen. Solartag har til huse i Store Heddinge på Østsjælland og er i gang med at ekspandere i både Tyskland, USA og New Zealand. Læs mere på solartag.eu

Ændrede gummiblanding

Testene omfattede bl.a. ældningstest, snelasttest, hagltest og ikke mindst brandtest, hvortil Solar søgte og og fik en InnoBooster til sidstnævnte hos DBI. Målet var, at T-ROOF skulle opnå en klassifikation, der gjorde det muligt at anvendes det som materiale i de præaccepterede løsninger i brandklasse 2. Desuden skulle solcellerne brandtestes for ikke at blive betragtet som stråtag med tilhørende afstandskrav.


- DBI har været god til at tænke ud af boksen og ping-ponge med os fra start til slut. F.eks. var vi bekymrede for, hvordan det gummi, der sidder mellem tagpladerne, ville klare brandtesten – om det ville begynde at ’svede’. Men det blev løst ved at ændre gummiblandingen, så den fik flere luftbobler og bevarede elasticiteten, siger han og tilføjer:

- Så vi har ikke kun opnået den ønskede brandklassificering, men er også blevet klogere på vores tags brandegenskaber.

Brandtest af facadesystem med solceller

Det er afgørende for Solartags vækst, at solcellerne kan anvendes som tagbeklædning på byggeri i brandklasse 2.

- Det gør en kæmpe forskel for vores forretning. Hvis ikke vi havde klaret brandtesten, ville vi have været nødt til at stoppe op. Nu kan vi i stedet være med i store udbudsprojekter, for ingeniører og arkitekter benytter kun gennemprøvede byggematerialer, ligesom det også er vigtigt, at vi kan stå 100% inde for kvaliteten af solcellerne hos vores privatkunder. Desuden er de gennemførte tests grundlaget for, at vi bevæger os ind på markederne i Tyskland, USA og New Zealand, hvor potentialet er mange gange større end i Danmark, konstaterer Thomas Ahola Pedersen.

Samtidig er Solartag begyndt at udvikle endnu en solcelleløsning. For hvis solcellerne kan ligge på skrå og udgøre et tag, så kan de også hænge lodret og være en facade – med alt, hvad det indebærer af krav til brandsikkerheden. Solartag fortsætter derfor sit brandtestsamarbejde med DBI, hvor en facadetest med aktive energiproducerende bygningselementer vil blive den første af sin slags hos DBI.

InnoBooster

Innovationsfonden investerer med InnoBooster i udviklingsprojekter, der er drevet af små og mellemstore virksomheder med op til 250 ansatte og iværksættere. InnoBooster skal hjælpe med at omsætte spændende idéer til vækst og beskæftigelse, så derfor skal projekterne have nyhedsværdi og forretningsmæssigt potentiale. Der kan opnås støtte på 50.000-5.000.000 kr. Læs mere på innovationsfonden.dk.

Solcellerne er testet for brand, ældning, snelast og hagl.
Christian B. Andersen
Christian Bjerglund Andersen Funktionsleder Marine, Materialer og Konstruktioner

Relaterede artikler

OPRET DIG SOM BRUGER OG HOLD DIG OPDATERET PÅ NYHEDER OM BRAND OG SIKRING