Digital Eksempelsamling klar til brug

Eksempelsamlingen om brandsikring af byggeri er blevet digitaliseret. Dermed er det blevet hurtigere at finde det, man søger. Desuden giver løsningen mulighed for at lave kravlister og gør det nemt at dele erfaring og viden med kolleger.

- Eksempelsamlingen har en intelligent søgefunktion, hvor der kan søges på flere ord ad gangen. Søgefunktionen viser først relevante kapitler og dernæst, hvor ordene optræder, så det er nemmere og mere enkelt at finde det, man søger, siger Brian V. Jensen.

Digitaliseringen giver nemlig mulighed for at tilføje nyttige funktioner til det, der indtil nu bare har været et opslagsværk.

- Den digitale udgave af Eksempelsamlingen giver brugerne en række fordele og er mere end blot en PDF-udgave af en 300 siders bog, siger Brian V. Jensen, der er leder af brandrådgivningsafdelingen hos DBI.

Med en ny webapplikation fra DBI er ‘Eksempelsamling om brandsikring af byggeri’ blevet digital. Betaudgaven af løsningen er netop blevet tilgængelig for alle og er gratis at anvende.

Del egne erfaringer og viden

Derudover kan man sammenstykke kravlister i løsningen. Skal der f.eks. projekteres en børneinstitution, kan man samle de afsnit fra samlingen, der er relevante i forhold til projektet, så man har en liste over de forhold, man skal forholde sig til i projektet. Kravlisterne kan deles mellem medarbejdere.

- Dermed har man en konkret tekst til projektet – en bruttoliste til brandstrategien, siger Brian V. Jensen.

Desuden kan egne noter skrives til kravlisterne.

- Man kan f.eks. tilføje sine egne erfaringer eller indsætte eksempler fra den virkelige verden. Noterne kan deles med andre brugere, f.eks. på arbejdspladsen. Hensigten er nemlig at gøre det lettere at dele erfaringer og viden, som ellers kun kommer den enkelte medarbejder til gode, siger Brian V. Jensen.

Mange muligheder for udvikling

Indholdet i den digitale Eksempelsamling svarer til indholdet i ‘Eksempelsamling om brandsikring af byggeri’, 2. reviderede udgave fra 2016.

- Den henvender sig til alle, der arbejder med projektering af byggeri. Vi er meget spændte på brugernes oplevelse og på, hvor anvendelig de finder den, siger projektleder hos DBI, Claus Langhoff og fortsætter:

- Der er mange muligheder for at udbygge løsningen, og vi vil gerne udvikle værktøjet. Derfor ser vi på, hvordan den bruges og lytter til, hvilke funktioner eller forbedringer brugerne efterspørger, siger han.

Den digitale Eksempelsamling

Den digitale Eksempelsamling er en webapplikation, som kan tilgås gratis på www.digitalbeslutningsstøtte.dk, når man har registreret sig som bruger. Løsningen er en betaudgave og er en del af resultatkontrakten ‘Beslutningsstøtte til nem digital projektering af brandsikkerhed’ mellem DBI og Uddannelses- og Forskningsministeriet. Digitaliseringen af Eksempelsamlingen er første arbejdspakke i resultatkontrakten, som udvikler digitale serviceydelser, der skal gøre det nemmere og billigere at projektere brandsikkerhed.

Den digitale Eksempelsamling forventes afløst af en tilsvarende digital udgave af de nye vejledninger, der afløser den nuværende ‘Eksempelsamling om brandsikring af byggeri’ senere på året.

Login på Den digitale Eksempelsamling

Her kan du finde kontaktinformation, eksempler på funktioner og en film, der guider dig igennem mulighederne ved den digitale Eksempelsamling.

Login
KLIK HER FOR AT TILMELDE DIG DBIs NYHEDSBREV

Vilkår for brug af DBI’s website

Copyright© Alt materiale på DBI's webside er beskyttet ifølge loven om ophavsret. Er du i tvivl om, hvordan du må anvende vores materiale, er du velkommen til at kontakte os på dbi@brandogsikring.dk.