Nyheder fra DBI
Vær altid opdateret
Gå til Nyhedsoversigten

Brandtest holdt bæredygtigt byggeri i brandklasse 2

Udgivet: 16. juni 2021

En brandtest og en bedømmelse gjorde det muligt at holde et byggeri med en ikke-traditionel løsning i brandklasse 2. Det er resultatet af et innovationspartnerskab med bl.a. Furesø Kommune og Juul & Hansen Arkitekter og DBI.

Gem artikel Artikel gemt
BK 2 byggeriProjektbygningen i Furesø Kommune er på ca. 960 m2 og skal stå færdig i august.

Skal et byggeri være bæredygtigt, skal der ofte anvendes nye løsninger, der ikke er traditionelle byggeløsninger. Det kan hurtigt medføre, at byggeriet kommer i brandklasse 3 eller 4 og dermed bliver betydeligt dyrere. Men det er faktisk muligt at anvende nye løsninger og fortsat holde et projekt i brandklasse 2 – hvis de nye løsninger giver et sikkerhedsniveau, der svarer til kravene til de præaccepterede løsninger. Det kan man bl.a. eftervise med en test og en bedømmelse baseret på testen – ligesom man har gjort på et nyt bosted i Furesø Kommune.

- Projektet er et innovationspartnerskab med Furesø Kommune, Juul & Hansen Arkitekter, Jakobsen huse og DBI. Målet er bl.a. at finde mere bæredygtige løsninger, der på sigt kan blive en del af de præaccepterede løsninger, siger Claus Langhoff, der er projektleder hos DBI.

Danner basis for videre forskning

Ud over at undersøge, om man kan finde løsninger, der med tiden kan blive til præaccepterede løsninger, er formålet med innovationspartnerskabet bag projektet også at undersøge, hvilke barrierer bæredygtigt byggeri står overfor.

- DBI har fokus på de udfordringer, man møder i mere bæredygtige projekter. Det gælder lovgivningen på området, håndteringen af byggesager, materialerne m.m. Vi vil arbejde videre med de udfordringer i forskningsprojekter, der skal startes i forbindelse med DBI’s overordnede indsatsområde om at accelerere udbredelsen af biobaseret byggeri. Byggeriet indgår som et eksempelbyggeri i indsatsområdet, så vi baserer vores efterfølgende projekter på problemer fra virkelighedens verden, siger Claus Langhoff.

Uden ståltråd og mineraluld

Projektbygningen er på ca. 960 m2 i ét plan og skal stå færdig i august. Den er baseret på et lignende byggeri, og i projekteringen har man undersøgt, hvordan det kunne gøres mere bæredygtigt.

- Et af områderne er etageadskillelsen mellem lejligheder og det uudnyttede tagrum. Den traditionelle løsning består af træbeton-plader nederst og mineraluld bagved, som er fastholdt med ståltråd, og så kan man have løsuld, papir eller træuld bagved. I projektet ville man gerne undvære mineraluld og ståltråd og i stedet anvende en løsning med træbeton, en membran og 440 mm træfiber, fortæller Claus Langhoff.

Umiddelbart skulle man måske mene, at brandmodstandsevnen og integriteten ved sådan en løsning var ringe, men specialkonsulent hos Juul og Hansen Arkitekter, Søren Nayberg, havde andre erfaringer:

»Selvom træ er verdens ældste byggemateriale, bliver vi ved med at finde nye egenskaber ved det.«
Søren Nayberg, specialkonsulent hos Juul og Hansen Arkitekter

- Jeg har arbejdet med træfibre i mange år, og for en del år siden overværede jeg en brandtest i Sverige, hvor træfibrene blev hængende, efter gipspladerne var faldet ned. Formentlig, fordi træfibrene danner et kulgitter, når de bliver udsat for varmen, der gør dem selvbærende, siger Søren Nayberg.

DBI arbejder i forskningsprojekter på at accelerere udbredelsen af biobaseret byggeri.

Selvbærende og beskyttende

For at eftervise den tese og undersøge, om løsningen kunne anvendes, udførte man en orienterende test hos DBI på 1,5x1,5 meter. Resultatet så fornuftigt ud, og derfor foretog man også en brandtest på et element i 3x4 meter. Testen viste, at isoleringen blev hængende, når træbetonen faldt ned. Lægterne brændte væk, mens undersiden af træfibrene forkullede, bar sig selv og beskyttede de overliggende spær.

Testen stod på i 36 minutter, hvor løsningen holdt. På den baggrund lavede DBI’s brandtestafdeling en bedømmelse, som DBI vurderer er i overensstemmelse med BR18’s Vejledning til kapitel 5 Brand, afsnit 8.6 B – som siger, at løsningen kan anvendes i alle brandklasser og lever op til funktionskravet på 30 minutters brandmodstandsevne for den konkrete konstruktion. Desuden bliver den testede løsning også klassificeret på baggrund af brandtesten.

Ret fantastiske egenskaber

Dermed er byggeriet stadig i brandklasse 2.

- Løsningen bar sig selv ved brand. Med et mineraluldsbat forsinker man varmen, som dog kommer igennem på et tidspunkt. Her så vi, at når træbetonen faldt ned, steg varmen hurtigt på bagsiden af træfiberisoleringen indtil ca. 70 C, hvor den så blev, siger Søren Nayberg og fortsætter:

- Energi forsvinder ikke bare. Formentlig sker der det, at træet bliver udsat for en iltfattig forbrænding, hvilket betyder, at der produceres trækul. Træet optager på den måde varmen i stedet for at sende den igennem til den bagvedliggende konstruktion. Det er ret fantastisk, og det kan potentielt dimensioneres. Selvom træ er verdens ældste byggemateriale, bliver vi ved med at finde nye egenskaber ved det, siger han.

Flere tests i fremtiden

Metoden med at teste en løsning for at skabe tilstrækkelig dokumentation til en bedømmelse er ikke ny.


- Men den er heller ikke særligt udbredt til daglig, siger Lise Olesen, der er brandteknisk rådgiver hos DBI og brandrådgiver på projektet i Furesø Kommune.


- Det er dog sandsynligt, at metoden vil opnå større anvendelse de kommende år, fordi der med BR18 bl.a. er kommet større fokus på den brandtekniske dokumentation. Med en test og en bedømmelse kan der skabes den nødvendige dokumentation for at vise, at en løsning lever op til funktionskravene, siger hun.

Det er imidlertid ikke en løsning, man skal hive hurtigt frem, hvis man mangler dokumentation. For det er en test, som pr. definition medfører en risiko for ikke at bestå, hvilket fordyrer projektet i sig selv og kan lede til projekteringsændringer og ændringer i udførelsen – især hvis testen udføres, mens man er i gang med at bygge.


- Anvendelsen af tests og bedømmelser til at opnå tilstrækkelig brandteknisk dokumentation giver nogle muligheder. Men det er noget, man skal beslutte sig for tidligt i projektet, og det er en god idé at rådføre sig med en brandrådgiver tidligt, hvis der er tvivl om løsningen og dokumentationen, siger Lise Olesen.

»Det er banebrydende med en konstruktion, der faktisk kan bygges med disse materialer og anvendes i brandklasse 2. «
Søren Nayberg, specialkonsulent hos Juul og Hansen Arkitekter

Kan være første skridt

Det er dyrt at foretage brandtests – og derfor usandsynligt, at man havde brugt pengene på at lave testen, hvis ikke projektet havde været et innovationspartnerskab med sigte på mere bæredygtighed og med støtte fra RealDania. Men resultatet kan alligevel bane vejen for mere bæredygtighed i byggeri i fremtiden.

Det er banebrydende med en konstruktion, der faktisk kan bygges med disse materialer og anvendes i brandklasse 2. På den måde har projektet skabt noget, der giver varig værdi og kan bruges af andre. Samtidig viser det, at det kan lade sig gøre at anvende materialer og løsninger, der ikke er traditionelle, siger Søren Nayberg og tilføjer:

- Det kan lede til, at de, der arbejder med materialer, tør mere og måske får lettere ved at opnå midler til brandtests i forbindelse med bæredygtige løsninger. Jeg håber, projektet er første skridt i den retning.

Claus Langhoff

Claus Langhoff

Projektleder, forskning- og udvikling, Arkitekt

Tlf.: 20 10 90 15

cll@brandogsikring.dk

Relaterede artikler

OPRET DIG SOM BRUGER OG HOLD DIG OPDATERET PÅ NYHEDER OM BRAND OG SIKRING